close
Share with your friends

For syvende år i træk leverede KPMG i Danmark stærk tocifret vækst på 22 % på tværs af revision, rådgivning og skat. Dermed passerer revisions- og rådgivningshuset én milliard i omsætning, da den samlede omsætning steg fra DKK 829 mio. i 2019 til DKK 1,010 mio. i 2020. KPMG oplevede vækst på tværs af alle forretningsområder og nåede vækstrater på 9 % i revision, 25 % i rådgivning og 27 % i skat.

Fortsat fokus på banebrydende teknologier

KPMG startede 2020 med at blive udnævnt til global KPMG-hub for udvikling af kvanteteknologi og konsoliderer dermed sin position som markedsledende teknologirådgiver i Danmark, ligesom KPMG også har modnet sin NewPractice-tilgang betydeligt. Kunder som Nets, Alm. Brand og TDC er nu gået væk fra forestillingen om, at intelligent automatisering kun handler om at erstatte mennesker med robotter, og med hjælp fra KPMG bruger de nu hele spektret af kunstig intelligens og maskinlæring til at optimere deres forretningsprocesser.        

"COVID-19 har accelereret virksomhedernes digitale omstilling, og på den måde har 2020 i den grad bekræftet os i, at vores forretningsfokus på at udvikle den bedste teknologirådgivning i Danmark har været rigtigt. Vores teknologifokus skal drive bæredygtig vækst for os og vores kunder. Derfor var det også vigtigt for os at kunne bidrage til en rapport, hvor vi ved hjælp af maskinlæring i samarbejde med FSR – Danske Revisorer kunne påvise store mangler i de største danske virksomheders klimarapportering," siger Henrik R. Mulvad, CEO og seniorpartner, KPMG i Danmark.

Dannelse er vejen til en bæredygtig fremtid

KPMG mener, at nye teknologier har potentialet til at drive os fremad og levere radikale ændringer, der kan hjælpe os med at overvinde de globale udfordringer, vi som samfund står overfor.

”Men vi har brug for en bæredygtig, demokratisk og inklusiv tilgang til ikke bare teknologi – men også, hvad det grundlæggende vil sige at være menneske. Og der spiller dannelse en afgørende rolle. At læse skønlitteratur, se på malerier og lytte til musik giver dig evnen til refleksion, og i disse tider er det vigtigt at have en virksomhedskultur, hvor folk på alle niveauer har evnen til at reflektere og mod på at sige deres mening. Det har vi brug for, når vi skal forme den nye virkelighed til noget positivt og komme med gode løsninger til både kunder og fremtidige generationer,” siger Henrik R. Mulvad, der også mener, at det er vigtigt at KPMG’s ledere hele tiden udvikler deres lederevner:

“Det er vigtigt for os ikke at sidde fast i gamle ideer om, hvad det vil sige at være en god leder. Vi skal hele tiden udfordre os selv, så vi forbedrer vores evner til at lede mennesker. Det gør vi blandt andet igennem skræddersyede udviklingsprogrammer målrettet vores ledelse”. 

KPMG udvider rådgivningspaletten

For at holde trit med efterspørgslen i markedet fortsætter KPMG med at styrke sine regionale kontorer i Aarhus, Aalborg og Kolding med udnævnelse af flere nye partnere. Den strategiske beslutning om at fremme tilstedeværelsen i regionerne i Danmark står på skuldrene af en voksende revisionspraksis, og i 2020 har de regionale kontorer spillet en væsentlig rolle i KPMG’s rådgivning af danske erhvervsdrivende i forhold til konsekvenserne af COVID-19. Især mange mindre og mellemstore erhvervsdrivende har gjort brug af KPMG’s online kompensationsberegner, hvor der hurtigt blev foretaget over 40.000 udregninger af, hvad de forskellige virksomheder kunne få ud af regeringens hjælpepakker.    

Diversitet er en livsanskuelse

KPMG arbejder ihærdigt på fortsat at sikre lige muligheder for alle og en mangfoldig arbejdsstyrke og er derfor glade for de over 4.400 jobansøgninger, virksomheden modtog i 2020, hvoraf 40 % af dem, der blev ansat, var kvinder. Der blev også budt velkommen til 41 nye graduates og trainees, hvoraf 58 % var kvinder. Det er en betydelig forbedring fra tidligere år, og med sit Balance Initiative fortsætter KPMG med at forbedre ligestilling mellem kønnene. Samlet set er 38 % af medarbejderne og 24 % af ledelsesteamet i øjeblikket kvinder.

For KPMG vil diversitet aldrig blive et slutmål. Det er en måde at anskue livet på, drive forretning på og opnå en mere inkluderende og effektiv arbejdsplads. Diversitet sikrer, at vi får alle perspektiver med og giver vores kunder den bedste rådgivning, og derfor skal vi altid arbejde på at skabe en mere mangfoldig arbejdsplads

Henrik R. Mulvad
CEO & Senior Partner
KPMG i Danmark