close
Share with your friends
Red mountains blue sky flying birds

Cybertruslen har fundet et stabilt leje

Cybertruslen har fundet et stabilt leje

På trods af et mere komplekst trusselsbillede, føler verdens IT-ledere sig godt rustet til at håndtere cybertruslen, ifølge ny KPMG-undersøgelse. Besvarelserne tyder også på, at cybertruslen har fundet et stabilt leje, da antallet af rapporterede cyberangreb har ligget på samme niveau tre år i træk.

Mange virksomheder har føler, at de kæmper en ulige kamp mod nettets mørke kræfter, men måske er vinden endelig ved at vende, lyder én af konklusionerne i Harvey Nash /KPMG 2019 CIO Survey. 32 procent af de 3.600 adspurgte CIO'er, der på globalt plan har deltaget, svarer i undersøgelsen, at de har oplevet et større cyberangreb indenfor de seneste to år. Det er et højt tal, men ikke en stigning og det giver anledning til forsigtig optimisme, vurderer Morten Klitgaard Friis, partner, CIO Advisory, KPMG Danmark.

”Længe så vi hvert eneste år betydelige stigninger i antallet af rapporterede cyberangreb. Men nu har niveauet ligget på nogenlunde samme niveau tre år i træk. Det tyder – alt andet lige – på, at angrebene mod virksomheder er toppet,” siger han.

Samtidig svarer stadig flere CIO’er – knap ni ud af ti – at de føler sig godt forberedt eller endda særdeles godt forberedt til at håndtere sikkerhedstrusler. Det lover godt for fremtiden, mener Morten Klitgaard Friis. Han bemærker ganske vist, at lidt færre nordiske deltagere end det globale snit føler sig ”meget” velforberedt på angreb.

”Men det kan vist kun være udtryk for nordisk beskedenhed. Mit indtryk er, at vi her i Norden er lige så godt med på sikkerhedsfronten som resten af verden,” siger han.

Privatliv og sikker omgang med data bliver vigtig salgsparameter
91 pct. af alle de adspurgte IT-chefer forventer, at sikker omgang med fortrolige data bliver en lige så vigtig parameter i kampen om kunderne som virksomhedens egentlige produkter og tjenesteydelser.

”Det er en logisk konsekvens af, at datasikkerhed og privatliv de seneste år endelig er kommet på dagsordenen i den brede offentlighed. Hvilket i min optik er utrolig positivt,” siger Morten Klitgaard Friis.

IT-budgetterne stiger – og det bliver de ved med
Samtidig svarer 55 pct. af deltagerne, at deres IT-budget er steget det seneste år – det er den største andel i de seneste 15 år – og næsten lige så mange forventer, at stigningen vil fortsætte i året, der kommer.

”Det er et udtryk for, at virksomhederne har taget digitaliseringen til sig som en faktor. Blandt de virksomheder, der er længst fremme, bruger man især IT som et værktøj til at løfte produktudvikling, stabilitet, kundeoplevelse og forretningsprocesser,” vurderer Morten Klitgaard Friis.

Cloudplatformene træder ind i de voksnes rækker
En anden interessant udvikling er, at knap ni ud af ti blandt de mange adspurgte IT-ledere svarer, at de nu er mere trygge ved at øge virksomhedens anvendelse af cloudteknologi, end de har været på noget andet tidspunkt de seneste tre år.

”Virksomhederne nu er ved at være klar til næste fase, hvor forretningskritiske kerneplatforme, som f.eks. ERP og CRM, også rykker ud i skyen,” siger Morten Klitgaard Friis.

”Skygge-IT” er uelsket – men accepteret
Den stigende adgang til cloudbaserede services har imidlertid også givet en ellers ubuden gæst lettere adgang til virksomhedernes budgetter og brugere – nemlig ”skygge-IT". Det dækker over platforme, applikationer og tjenester, som købes og anvendes i virksomheden uden om IT-afdelingens medvirken eller accept. Cloudteknologi har således gjort det nemt at få adgang til de IT-værktøjer, man har behov for – uden at skulle spørge IT-afdelingen først.

”Blandt deltagerne i undersøgelsen svarer 36 pct. at skygge-IT er forbudt i deres organisation – hvilket jo er den traditionelle, restriktive tilgang. Men i over halvdelen af organisationerne accepterer man fænomenet, og hele 11 pct. tilskynder endda skygge-IT eller ”Business Managed-IT”, som det også kaldes,” siger Morten Klitgaard Friis.

Fakta om undersøgelsen:
Harvey Nash / KPMG 2019 CIO Survey kortlægger for 21. år i træk holdningen til alt fra sikkerhed, automatisering, kompetencer, cloudanvendelse, skygge-IT og meget andet hos IT-professionelle og teknologiledere fra koncerner verden over. Resultaterne i Harvey Nash / KPMG 2019 CIO Survey bygger på besvarelser fra 3.645 deltagere.

Følg os

 

Want to do business with KPMG?

 

Tilbudsforespørgsel